Skibet er ladet med Ole Opfindere og tabt grej

I nat skete hvad helst ikke må ske. Et øjebliks uopmærksomhed fra
biologteamet og så fik vi sprunget wiren. Vi fik dermed pludseligt brug
for alt den opfindsomhed som vi, og håndværksmæssig kunnen som især
maskinchefen kunne mønstre.

Ved en uheldig fejl sprang wiren og vores et meter store planktonnet
forsvandt ned på bunden 1700 meter under os. Ærgerligt, og ekstra
ærgerligt da det så pludseligt så ud til at vi måtte stoppe indsamlingen
af vandlopper til et specialeprojekt som en biologistuderende tilknyttet
Grønlands Naturinstitut skal bruge. Gode dyr var rådne. På havgående
skibe af denne kaliber er man heldigvis vandt til at klare sig selv. Går
der et vandrør kan man ikke ringe til VVS-manden og valget står i stedet
imellem at udbedre skaden selv eller lave en lappeløsning der kan holde
til næste havnebesøg. Uheldet blev derfor efter et par hurtige
sympatitilkendegivelser opfulgt af spørgsmålet om hvad man så kunne
bruge. Noget stof blev tryllet frem, en kurv savet i stykker og fiskerne
fik surret det hele ordentligt sammen.

Fire timer senere blev planktonnettet der fremover nok bliver
markedsført som "Paamiuts-Pålidelige-Plankton-Pusher" hevet op med
masser af vandlopper i. –Stor tilfredshed til trods for at vi lige har
smidt noget dyrt grej på "Den blå hylde".