Havbundens Emmenthaler

Togtets første slæb resulterede i en trawlpose med mudder, men det er siden gået lidt bedre (små fangster med dybhavsrødfisk). Vi fisker ud for Tasiilaq på bund, der er blød og vanskelig at fiske på med det grej, vi bruger til hellefisk, og er bunden ikke blød, går den op og ned som fjeldene, vi kan se i det fjerne. Nemt er det ikke. Og så er der jo lige østkystens svøbe: Svampe. Vi kan kun gætte os til, hvordan der ser ud 800 m under os, men at svampene dominerer landskabet er vist indiskutabelt. Nogle typer ligner store, gule oste, så når posen kommer på dæk, og nogen mumler "ost", får det ikke tænderne til at løbe i vand. Vi ved, hvad der venter (se billedet).

Svampene har ofte en stikkende lugt, og det glasuldsagtige indre indeholder bittesmå nåle, som man helst skal holde på den rigtige side af gummihandskerne. I dag fik vi mængder af flade, tallerkenformede svampe, som let går i stykker og får fiskefangsten til at se ud, som om den er trukket ud gennem en halv meter isolering. Det er slet ikke sjovt at sortere sådan et slæb.

Svampe er de mest primitive af de flercellede dyr. De sidder fast på bunden og er helt afhængige af den strøm af vand, der går igennem dem. Vandet bringer ilt og mad (der filtreres fra vandet), fjerner affaldsstoffer og virker som transportvej for kønsceller og larver. I princippet består en svamp af et indviklet rørsystem, som er foret med millioner af små enkeltceller, der hver vifter med en lille pisk. Tilsammen er "piskecellerne" i stand til at skab en imponerende vandstrøm gennem systemet. Flittige forskere har målt, at en meget lille svamp – 1 cm i diameter og 10 cm høj – med sine ca. 2,5 million piskeceller er i stand til at pumpe næsten 23 liter vand gennem sig om dagen. De største svampe, vi får op, er kugler på over 50 cm i diameter – og bedømt ud fra de mængder, vi får, må der være mange af dem. Der bliver altså flyttet noget vand nede i mørket.