onsdag den 1. september 2010

Brevkassen

Rumstationer, radiostationer – trawlstationer. Man kan lægge mange forskellige stationer ud i både rum og æter, men hvis man ikke lige har begreberne på plads, kan man have svært ved at forstå hinanden. En læser af bloggen har spurgt, hvad det vil sige, at vi "lægger stationer ud". Det forsøger vi meget gerne at svare på. Først en definition: En station er i vores sprogbrug et punkt, hvor man ønsker at foretage et trawlslæb under et af sommerens undersøgelsestogter. Det er ganske enkelt en position på søkortet; f.eks. svarer station 36 på dette togt til positionen "64° 21,5'N / 37° 37,5'W", og når vi har gennemført et trawlslæb på den position, har vi "taget" station 36.

Hvordan det går til, at station 36 ligger lige netop på den angivne position, er en lidt anden historie: Vi kan af økonomiske og praktiske årsager kun anvende Pâmiut i en begrænset periode, hvor vi skal forsøge at dække så meget som muligt af de udenskærs fiskeriressourcers udbredelsesområde (= undersøgelsesområdet). Rent praktisk betyder det, at vi fra begyndelsen af maj til midten af september har mulighed for at trawle på ca. 300 stationer på vestkysten og ca. 200 på østkysten. Inden vi kan gøre det, skal vi lægge stationerne ud.

Naturinstituttets sommertogter ("surveys") med Pâmiut planlægges efter en metode, hvor vi forsøger at placere stationerne nogenlunde tilfældigt i undersøgelsesområdet. Vi kaster i princippet et antal prikker svarende til antallet af stationer ud over et kort over området. Men vi påvirker "kastet" (eller "nedfaldet") sådan, at der ikke ligger klumper af stationer i nogle områder, mens andre områder er helt uden stationer.

Ved Vestgrønland lader vi endvidere vores viden om rejernes fordeling i de foregående års surveys påvirke placeringen af årets positioner. Således sørger vi for, at der havner flere stationer i områder, hvor vi i de foregående år har konstateret mange rejer, og færre, hvor der har været konstateret få eller ingen rejer. Når stationerne endelig er "lagt ud", skulle de gerne ligge tilfældigt, men spredt på en rimelig måde over hele området. Ovenstående er selvfølgelig en meget forenklet beskrivelse af proceduren og principperne. Der ligger en omfattende statistisk og fiskeribiologisk teori til grund for, hvorfor man placerer stationer (næsten) tilfældigt og ikke bruger de samme positioner hvert år. Men det er en historie, der ligger uden for rammerne af denne brevkasse.

/Redaktøren

Ingen kommentarer:

Send en kommentar